Forestil dig, at:
det bobler i kroppen, fordi du prioriterer at være kreativ.
Du skaber kreative værker og anerkender dig selv for dem.
Du lader vasketøj, indkøb og netflix vente, fordi du har en kreativ aftale med dig selv
Du får brugt alle de kreative materialer, du har liggende derhjemme
Du nyder at være i flow med kreativitet – hver dag
Du er mere modig end du plejer at være
Sådan er mit liv i dag – men sådan har det ikke altid været.
Da jeg var en lille, var der kreativitet i luften. Jeg tegnede, malede og sang.
Byggede en enorm borg af pap i parcelhusets kælder og andre skøre ting.
Men jeg var plaget af frygt i sociale sammenhænge. En af de første gange jeg husker, at jeg havde ondt i maven over det, var i 1. Klasse, hvor vi skulle optræde for andre på skolen. Jeg sagde til min mor, at jeg havde det dårligt og havde ondt i maven – og blev hjemme.
Det var en af mange mange gange, hvor jeg meldte fra, når der skulle ske noget udfordrende.
Jeg læste musik sammen med Trine Frøslev og senere Æstetik og Kultur og fik job på Den Jyske Opera. Men selvom Den Jyske Opera er en kreativ arbejdsplads, syntes jeg ikke rigtigt, at JEG var kreativ.
Jeg turde heller ikke. jeg lullede mig ind i hamsterhjulet og daglige gøremål, så jeg ikke skulle forholde mig til det. Og jeg fik ondt i maven –ligesom da jeg var barn – når jeg mødte store kreative udfordringer.
I 2016-17 boede vi i USA. Jeg havde orlov, Lars arbejdede for sit firma og vores 3 børn gik i amerikanske skoler. Jeg havde tid til at være kreativ og foldede mig ud i mange sammenhænge. De skønne og skøre amerikanere var generøse med opmuntringer som “You should make a business”, “Go do it”, “Use your energy right” osv. En dag ved en kreativ workshop blev jeg trukket til side af en succesfuld forretningskvinde, der var ved at skrive en bog. Hun ville gerne have mig til at illustrere hendes bog. Sikke en chance. Sikke en mulighed. Lige hvad jeg havde drømt om. Men jeg fik ondt i maven og meldte afbud til mødet med kvinden og det blev ikke til noget.
Et frø var dog sået, og da jeg kom hjem spirede tankerne om at lave en kreativ virksomhed. Og jeg formulerede min mission som også blev en del af TrinTrins grundlag: “Min mission er at gøre mennesker modige og udfordre tankemønstre gennem kreativitet. Vi kan ikke forandre verden, hvis vi tænker og handler på samme måde. Jeg vil gerne være med til at skabe rummelige mennesker, der bruger begge hjernehalvdele.”
Og det vildeste (ifølge min mor): Jeg sagde mit faste job op.
20 år efter vores tid på universitet grundlagde jeg sammen med Trine Frøslev, TrinTrin. Med en mission om at gøre virksomheder og mennesker gladere, modigere og mere kreative. Hvor vi gik i gang med at inspirere, facilitere og tilrettelægge forløb for mennesker og virksomheder, og hvor vi kombinerer al vores viden om kreative processer, personligt mod, mental sundhed, ledelse, organisation og forandringer. Og jeg tegner løs til undervisningsmaterialer, arbejdsark, grafisk facilitering og meget mere.
Og jeg er i gang med at illustrere en bog i øvrigt.
At bryde ud af hamsterhjulet og omfavne min kreativitet har ikke kun gjort mig mere glad, men også modigere (meget modigere) og mere åben for nye muligheder. Jeg håber, at min historie kan inspirere dig til at prioritere din egen kreativitet og turde tage springet, hvis det er det, du drømmer om, selv om det kan føles skræmmende. Men det behøver såmænd ikke være et spring. Du kan tage et lille trin af gangen i din hverdag: Måske en daglig tegning, en ugentlig kreativ aktivitet eller blot at give dig selv lov til at lege og eksperimentere. Vær modig, og husk, at kreativitet handler om at turde fejle og lære.
Rigtig god fornøjelse med kreativiteten. Som Maya Angelou (amerikansk digter, forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist) sagde: “Du kan ikke bruge kreativiteten. Jo mere du bruger, jo mere har du.”