Hurra for mind-maps! De store A3-ark med farver og striber.

Det sortner for mine øjne, når jeg får to-do-lister og køreplaner i skemaformat eller der ligger 100 lapper.

Skemaer kan være nok så logisk og flot sat op, men jeg ser dem kun – uden at læse – og kan ikke huske dem.

Jeg er matematisk og logisk anlagt, har studeret økonomi, strategisk ledelse m.m. med stor interesse og engagement og arbejder med begejstring og struktureret i det felt.

Men mine noter får farver, kanter og striber.

Jeg betragter ikke mig selv som tegner, men jeg tegner hele tiden i mit virke. Det er utrolig effektivt, og vi kan alle lave streger og rammer!
Jeg bliver gang på gang reddet af at kunne lave overblik over mine mange projekter med mind-maps og små ikoner og tændstikmænd.

Mindmaps er geniale.
Nemme at lave.
Nemme at overskue,
og så giver det min hjerne en mental pause at lave dem.

Før ferien får jeg samlet alle de små dumme post-its og lister sammen på ét ark.

Det gør jeg ca. en gang om måneden faktisk. Det, der ikke er kommet flueben ved, kommer bare med på næste måneds ark. (Så får jeg også øje på, om der er nogle projekter, der slet ikke er liv i …)

Det virker rigtig godt lige før en ferie. Jeg laver en mindmap og lukker så ned for alle skærme. Så glemmer jeg forhåbentlig det meste af det, jeg har gang i arbejdsmæssigt, og så bliver jeg reddet af mit mind-map efter ferien.

Det tager ca en halv time at lave – giv dig selv den halve time, hvis du vil prøve at skabe overblik og ro på en ny måde.

Det er den halve time om måneden, der giver mig mulighed for at håndtere mange projekter på én gang.

kh Trine Frøslev, TrinTrin